• Halvdelen ville boykotte USA, men nye tal viser en anden historie – disse varer dropper danskerne

    Source: BDK Finans / 07 Jul 2025 02:46:26   America/Los_Angeles

    For få måneder siden var meldingen klar. Hver anden dansker bedyrede, at de ville undgå at købe amerikanske varer. Den kontante udmelding har dog vist sig at være halvtomme trusler – det er hvert fald kun enkelte amerikanske produkter, danskerne undgår. Det viser en undersøgelse fra analysevirksomheden YouGov. Særligt fire varemærker er blevet synonym med boykot og afstandtagen til USA. »Det er tydeligt, at mange danskere (...) tror på værdien af at boykotte varer, og mange gør det også til en realitet. Dog viser tallene, at det i Danmark kun har effekt på nogle amerikanske brands, og at den reelle købsadfærd ikke har ændret sig meget,« skriver Charlotte Alring, der er analytiker hos YouGov, i en meddelelse. I marts viste en måling, som Megafon foretog for TV 2, ellers, at 47 procent af danskerne har holdt sig væk fra amerikanske varer. For i kølvandet på Donald Trumps tiltræden som præsident bredte sig en folkestemning, der blandt andet har fået knap 100.000 danskerne til at melde sig ind i Facebook-gruppen »Boykot varer fra USA«. Her diskuteres blandt andet alternativer til amerikanske varer og de betragtelige tilbud, der de seneste uger har været på amerikanskejede mærker – eksempelvis Coca-Cola. En søgning i de forskellige dagligvarekæders tilbudsaviser viser, at sodavanden i denne uge er på tilbud i en række forretninger til en literpris på mellem otte og ni kroner. Det tolkes i Facebook-gruppen som et udtryk for, at producenterne har svært ved at sælge varerne. Hos Carlsberg, der tapper og sælger Coca-Cola til det danske marked, mærkes et boykot dog ikke. »Vi ser en lille effekt i Danmark på vores Coca-Cola-salg. Men det er ikke dramatisk,« sagde Carlsbergs administrerende direktør, Jacob Aarup-Andersen, i april Netop Coca-Cola er øverst på listen over de navngivne produkter, danskerne vil boykotte. Herefter finder man henholdsvis Tesla, Heinz og Pepsi. Ifølge YouGov ses danskernes afstandtagen til de fire konkrete produkter sig også i salgstallene. For undersøgelsen viser, at antallet af månedlige købere af Coca-Cola er faldet 15 procent blandt de 3000 adspurgte husstande siden Trump tiltrådte, sammenlignet med samme periode året før. For Pepsi er faldet 19 procent. Andre amerikanske produkter boykottes dog ikke af danskerne. Tværtimod. Ét eksempel er produktet Oreo, der er ejet af det amerikanske selskab Mondelēz International med hovedsæde i Chicago. Her viser undersøgelsen, at danskerne køber flere Oreos end før. Ifølge YouGov køber i gennemsnit 74.000 husholdninger månedligt den lille kage, men i april købte 93.000 husholdninger Oreo, lyder det i undersøgelsen. »Tallene tyder på, at inden for dagligvarekategorien går danskerne selektivt til boykotten. De produkter, der tydeligt forbindes med USA, ser ud til at blive fravalgt i højere grad, mens andre amerikanske varer ikke er nævneværdigt påvirkede,« udtaler Charlotte Alring. https://www.berlingske.dk/virksomheder/halvdelen-ville-boykotte-usa-men-nye-tal-viser-en-anden-historie
Share on,